En intelligent afbureaukratisering er central for debatten om prioriteringer i sundhedsvæsenet

I et indlæg i Altinget d. 18. marts skriver Lise Müller (SF) at der er behov for at træffe nødvendige politiske prioriteringer på sundhedsområdet – også selv om prioriteringerne er upopulære. Det gælder f.eks. det vanskelige dilemma om, hvorvidt dyr medicin med sparsom effekt skal tages i anvendelse. Müller adresserer også problemet med overbehandling og overdiagnosticering; herunder den stærke lobbyisme blandt patientforeninger og lægemiddelindustri.

I Alternativet er vi i dén grad på linje med Lise Müller, og det glæder mig, at det ser ud til at vi kan finde fælles fodslag med SF på dette område. Det er vores holdning at der bør oprettes et nationalt prioriteringsinstitut, som består af uvildige fagpersoner. Disse skal, ud fra nøje granskning af sundhedsfaglige indsatsers effekt og omkostninger, udstikke retningslinjer for behandlingstiltag i Danmark. Det er simpelthen nødvendigt at der på politisk niveau træffes overordnede prioriteringsbeslutninger. Det kræver mod og det vil give modstand, men det er ikke fair – hverken overfor lægen eller overfor patienten – at det er den enkelte læge, der i individuelle tilfælde skal træffe beslutning om, hvorvidt dyr medicin skal anvendes eller ej.

Også nødvendigt med en afbureaukratisering

For nylig har vi set at regionerne sender nye sparekrav ud til hospitalerne. Der er intet der tyder på, at sundhedsudgifterne bliver færre i fremtiden. Derfor er et prioriteringsinstitut nødvendigt. Men en anden helt central øvelse bliver at se på, hvordan vi kommer en stor del af bureaukratiet på de danske hospitaler til livs. Ifølge Dansk Sygeplejeråd bruger en almindelig sygeplejerske 1 time og 40 minutter dagligt på dokumentation – heraf vurderer rådet de 26 minutter som unødvendig dokumentation.

Der er slet ingen tvivl om, at der bruges alt for meget tid, for mange veluddannede kræfter og for varme hjerter inde bag uniformerne på at registrere og dokumentere indsatser og kvalitetssikringer. I Alternativet vil vi gerne sætte hospitalerne fri. Ressourcerne på hospitalerne skal anvendes til det, de er dygtige til – at forebygge, behandle og lindre. Ikke til at udforme politik på glittet papir, som det forventes at hospitalspersonalet læser og implementerer, på trods af at de ikke engang har tid til at spise frokost. Heller ikke til at løbe rundt for at sikre at alt er i orden, når akkrediteringsfolkene kommer anstigende – med det primære formål at opnå et fornemt stempel. Såvel som på andre resortområder skal vi fjerne al unødig kontrol. Kontrol koster ressourcer og hæmmer det den tillid, som vores velfærdssystem er så afhængigt af. Som system bør vi have tillid til at den læge eller sygeplejerske, som egenhændigt har valgt sin uddannelse, og som har gennemført et kvalificeret uddannelsesforløb, gør sit arbejde ordentligt.

I Holland har non-profit organisationen Buurtzorg Nederland revolutioneret ældreplejen med en model, hvori der er skåret kraftigt ned på det administrative niveau, mens kvaliteten af plejen, herunder den tid, sygeplejerskerne er sammen med borgerne, er forbedret. Kun 30 administrative medarbejdere supporterer 7.000 sygeplejersker, og der findes stort set ingen mellemled i organisationen. Udover meget mere tid til borgerne og langt færre udgifter til administration, har metoden medført 60% mindre sygefravær og 33% mindre turnover end andre plejeorganisationer i Holland.

Smid ikke barnet ud med badevandet

Regnestykket ser helt sikkert anderledes ud, hvis man applicerer det på et helt sundhedsvæsen som det danske. Vi bør nemlig huske på, at udover det, vi kunne kalde ’formålsløs’ dokumentation – som ender i skuffer og skabe eller tastet ind i systemer, som igen anvender til noget – foregår der også dokumentation med stor nytteværdi. Eksempler er praksiserfaringer og -rutiner, som dokumenteres med henblik på forskning i, hvorledes fremtidig praksis kan forbedres. Som leder af Videnscenter for Patientstøtte ved jeg fra min egen hverdag, hvor centralt det er for vores arbejde med at forbedre den psykosociale og eksistentielle støtte til patienter og pårørende, at det personale, der deltager i vores projekter, dokumenterer deres praksis såvel som de forandringer i praksis, som vores interventioner medfører. Dokumentation med sådanne formål, der kommer patienter eller sundhedspersonalet til gode, er vigtigt at holde fast i.

Uden at kende til eksakte tal for de forskellige dokumentationsopgaver er mit gæt dog, at sådanne former for dokumentation kun udgør en brøkdel af det samlede dokumentationskrav på de danske hospitalsafdelinger. Derfor er der uendeligt meget at hente gennem en afbureaukratisering. Til en start kan vi lade os inspirere af erfaringerne fra Holland. Det giver bonus på alle platforme: læger og sygeplejersker får lov til at udføre det arbejde, de rent faktisk er uddannet til, patienter oplever at læger og sygeplejersker har mere tid til dem, arbejdsglæden øges og det er ikke utænkeligt, at antallet af utilsigtede hændelser falder. Og så er der pludselig nogle flere ressourcer som kan anvendes i det svære prioriteringspuslespil.