Fem eksempler på mistillid

I 2005 boede og arbejdede jeg i Guatemala. På det tidspunkt var det guatemalanske demokrati pure ungt. En meget blodig borgerkrig sluttede i 1996, og befolkningen bar efterfølgende rundt på dugfriske minder om blodige nedslagtninger af hele landsbyer og offentlige lynchninger. I alt 200.000 mennesker mistede livet i borgerkrigen. Af dem var 83% mayaindianere – brutalt dræbt af den guatemalanske hær.

Når jeg talte om politik med guatemalanerne var deres demokratiske forbillede den skandinaviske velfærdsmodel. Det var også den model, der blev forsøgt etableret af den unge guatemalanske regering. Men af en afgørende grund gik det galt: Mistillid. Der var absolut ingen tillid til politikerne, særligt ikke fra den mayaindianske befolkning. Heller ikke befolkningen imellem var der tillid – ingen stolede på, at den anden ikke havde skumle bagtanker. Når jeg besøgte landsbyer i højlandet og forsøgte at spørge lokalbefolkningen om deres oplevelser fra borgerkrigen lukkede de i som østers, for hvad ville jeg mon egentlig?

Hvorfor er det relevant? Det er det fordi jeg fornemmer en overhængende fare for, at vores velfærdsmodel – en model, som altid først og sidst har hvilet på tillid – i disse år er i alvorlig fare for at undergrave sig selv og sin egen præmis.

Fem eksempler på mistillid

Hvor ser jeg disse faresignaler? Det gør jeg bl.a. på de fem følgende politikområder:

1) Flygtninge og indvandrere. Socialdemokraternes meget omtalte kampagne med slogans som ’Kommer du til Danmark skal du arbejde’’ bygger på mistillid som udgangspunkt. Som sådan er der jo ingen – i hvert fald ikke så vidt jeg er orienteret – som ikke mener, at alle skal bidrage til fællesskabet. Det samme budskab ville med en tillidsretorik hedde: ’Kommer du til Danmark vil vi gerne hjælpe dig med at finde et arbejde’!

2) Kontanthjælp. De strenge krav om at arbejde for kontanthjælpen, bl.a. i form af en nytteindsats, signalerer en grundlæggende mistro til kontakthjælpsmodtageren. Senest hørte vi fra gadejurist Nanna Gotfredsen historien om den svært syge mand, som – på trods af at hans ben stort set ikke kunne bære ham hen på jobcentret – skulle møde op til en samtale hvis han ville opretholde sin kontanthjælp.

3) Hospitalernes hovedløse bureaukrati. De danske hospitaler gennemfører jævnligt akkrediteringsrunder, hvor der måles på et antal parametre med henblik på at få et fornemt stempel og kunne sammenligne sig med andre hospitaler. Jeg arbejder i hospitalsverdenen, og jeg ved, hvordan alle løber forvildet rundt i ugen op til akkrediteringsbesøgene for at få alt på plads, så det fine stempel kan sættes. Jeg mangler stadig at se, hvordan akkrediteringen kommer patienter og personale til gode. Dansk Sygeplejeråd vurderer at sygeplejersker dagligt bruger 26 minutter dagligt på unødig dokumentation. Det er godt nok meget ud af en 8 timers arbejdsdag!

4) Folkeskolereformen. Selv om der er fine takter i folkeskolereformen – f.eks. mere idræt – er den grundlæggende set udtryk for mistillid overfor, om lærerne nu ikke skulker, når de tager hjem efter at have afsluttet dagens undervisning. I stedet skal de nu blive på skolen indtil de – nu karikerer jeg – ’får fri’. Hvor har jeg hørt mange folkeskolelærere fortælle, at de har mere frihed om aftenen nu, og at det da er meget fedt – men at deres undervisning er blevet kraftigt forringet.

5) Nationale tests i folkeskolen. Lærerne igen. Havde vi tillid til, at de gjorde deres arbejde godt nok, behøvedes ikke nationale tests og PISA-sammenligninger med Kina. Tænk, hvis vi stolede på at lærerne gav vores børn et dannende, skabende, fagligt, demokratisk og kreativt folkeskoleforløb i stedet? Så tror jeg nok vi ville se en bunke børn, som forstod at succes ikke kun handler om at få gode karakterer.

I Alternativet vil vi sætte folkeskolerne fri og lade lærerne vurdere, hvordan vores fremtidige samfundsborgere bedst lærer; vi vil sætte hospitalerne fri, så de kan bruge de knappe ressourcer på deres kerneopgave; vi vil tilbyde en basisydelse uden mistillid i stedet for kontanthjælp; vi vil møde flygtninge og indvandrere med de samme forventninger, som vi møder andre med – og med de samme håndsudstrækninger.

Vi har nu over en årrække bevæget os fra et tillidssamfund til et konkurrencesamfund. Det er katastrofalt for den danske velfærdsmodel. En sådan krise kan overleves, hvis krisen er tilstrækkelig kort. Problemet er, at den nuværende krise har været på spil siden årtusindeskiftet. Jeg tror slet ikke, det er gået op for den danske befolkning – og endnu mindre for de danske politikere – hvor alvorlig situationen er. Vi er tæt på at den tillidsbaserede velfærdsmodel, vi kender, og som vi kalder vores, risikerer at kollapse til fordel for en model styret af mistillid og kontrol.

Er det der vi vil hen? Ikke mig. Det er ikke det Danmark, jeg kender. Men det er det Danmark, mine børn kender. Hvor ville jeg gerne, at de kunne opleve det Danmark, jeg kendte da jeg var i samme alder – det, der var bygget på tillid.