Syges gavn af cannabis

Hver 14. dansker har enten selv brugt medicinsk cannabis eller kender en, som har gjort. 7 ud af 10 danskere vil gøre medicinsk cannabis lovligt. I pressen hører og ser vi igen og igen historier om helt almindelige lovlydige danskere, der bryder loven, når de indkøber cannabis på det sorte marked – ofte i form af cannabisolie – til medicinsk brug. Mange er cancerpatienter, der bruger cannabisolie smertelindrende, andre er sclerosepatienter, for hvem cannabisolie har en muskelafslappende effekt. For de fleste fungerer det smertelindrende uden de mange bivirkninger, som mange former for smertestillende medicin har. Ikke mindst i DR2-dokumentaren, ’Syge danskere på hashmedicin’ var det hjertegribende tydeligt, hvor frygteligt det er for patienterne og deres pårørende at måtte se sig nødsaget til at bryde loven for at få lov til at lindre smerter på den måde, deres krop bedst tåler det.

De tal og historier taler for sig selv. Alligevel vil regeringen ikke lovliggøre medicinsk cannabis. Adspurgt har f.eks. Socialdemokraternes sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, flere gange anført, at han som sådan ikke er imod medicinsk cannabis, men at Sundhedsstyrelsen ikke har modtaget ansøgninger om markedsføring af medicinsk cannabis, fordi der er strenge krav til medicinsk evidens for nye præparater. Men det er visionsløst at lukke debatten med dette argument. Alternativet ønsker at gøre det lovligt for praktiserende læger at udskrive medicinsk cannabis. Hvis det er nødvendigt at ændre på lovgivningen for at muliggøre dette, må det være det, vi skal gå efter. Det kan passende give anledning til en nødvendig kritik af det danske sundhedsvæsens ensidige fokus på medicinsk evidens.

Sundhedsstyrelsen gør i en rapport om medicinsk cannabis fra 2014 opmærksom på at man, for at få tilladelse til at markedsføre et medicinsk præparat i Danmark, blandt andet skal kunne dokumentere kliniske forsøg på mennesker efter strenge medicinske krav til evidens. Disse indebærer bl.a. at der skal gennemføres randomiserede, kontrollerede forsøg og forsøg med placebopræparater. Det koster mange penge, som det ofte kun er medicinalvirksomhederne, der har, og det tager lang tid.

I Holland har man i mere end 10 år haft en særlig ordning, der giver læger mulighed for at udskrive medicinsk cannabis ud fra en symptomliste, som er udarbejdet på baggrund af individuelle observationer fra læger og patienter. En hollandsk læge kan kun udskrive medicinsk cannabis, hvis standardbehandlingen og registreret medicin er virkningsløs eller giver for mange bivirkninger.

I Holland kan og tør de altså godt! I Danmark ser det helt anderledes ud. Vores rigide syn på evidensbaseret praksis i sundhedsvæsenet spænder ben for en masse patienters potentielle gavnlige erfaringer med cannabispræparater. Dertil kommer, at en lang række helt almindelige borgere, som køber cannabispræparater på det sorte marked, kriminaliseres.

Der er behov for et opgør med de strenge krav til evidensbaseret praksis. Eksemplet fra Holland er et levende bevis på, at evidens baseret på praksiserfaringer og -observationer kan fungere glimrende i et moderne sundhedssystem. I den socialfaglige verden er de kommet rigtig langt med brug af praksisbaseret evidens til at vise vejen for de rette socialfaglige indsatser. Sundhedsvæsenet halter langt bagefter på grund af en forstokket forståelse af evidens. Så når Socialdemokraterne afviser med reference til lovgivningen, så er det reaktionær politik. I øvrigt er eksperimentel behandling til kræftpatienter – som ikke lever op til samme krav til videnskabelig dokumentation som standardbehandlinger – jo allerede tilladt i Danmark. Så helt umuligt er det næppe at lovliggøre medicinsk cannabis på andre grundlag end de strenge krav til medicinsk evidens. Hvis de kan i Holland, kan vi også. Det kræver blot politisk mod til at turde sætte sig op imod et forstokket sundhedsvæsen og en stærk medicinalindustri. Lad os lytte til vores patienter og deres erfaringer – de er trods alt de bedste eksperter i deres egen sygdom.