Sæt folkeskolen fri

Med den omfattende kritik af folkeskolereformen og de nye arbejdstidsregler må en kommende ny regering sætte sig for at tegne en lysere fremtid for vores folkeskole. Som det ser ud nu, hænger det ikke sammen for lærerne landet over. Ændringen af lærernes arbejdstidsregler, udenom lærerne selv, var et uskønt træk, som mest af alt var en mistillidserklæring til lærerne. De nye regler besværliggør muligheden for fleksibel og kvalificeret forberedelse. Potentielt kan dette have ødelæggende effekt på engagement og kreativitet i forberedelsen. Det underminerer folkeskolen som vores børns grundlag for medborgerskab og dannelse. Vi bør sikre den enkelte folkeskolelærer frihed til selv at tilrettelægge sin arbejdstid. En vigtig agenda for den kommende regering må være at fjerne konkurrencestatslogikken fuldstændigt fra folkeskolen. Vores folkeskole bør ikke være en institution, hvor krav til kvantitet og testresultater står i vejen for kreativitet, medborgerskab, dannelse, kunst og kultur. Den bør være et sted, hvor børn uddannes til at blive i stand til at omsætte viden og indsigt, så det skaber værdi for andre. Et sted, hvor man lærer at tænke selvstændigt, og hvor der er plads til fordybelse. I Alternativet ønsker vi at sætte folkeskolen fri, forstået på den måde, at der bør være større frihed til at den enkelte skole lokalt planlægger mere af arbejdet og dagligdagen. Vi ønsker flere håndværksfag, iværksætteri, kunst og kultur på skoleskemaet, og vi ønsker at gøre op med målstyring og de mange nationale tests. Det er ikke i sig selv dårligt at måle på præstationer, men enhver måling bør komme børnene og lærerne direkte til gode frem for at skulle anvendes til sammenligninger på tværs af skoler eller landegrænser. Lad os få tilliden til lærerne tilbage. Og lad os have store visioner for fremtidens folkeskole som en skole for hoved, hænder og hjerte. Sæt folkeskolen fri, og vi vil få lærere, der atter kan fokusere på det, de brænder for; at undervise. Sæt folkeskolen fri, og vil se vores børn blomstre op i trygge rammer, hvor der er tid til fordybelse og hvor betingelserne for indlæring er optimale. Sæt folkeskolen fri, og vi vi opleve, at vores børn udvikler et stærkt fundament for at klare livets udfordringer uden for klasselokalet.