Sæt folkeskolen fri

Med den omfattende kritik af folkeskolereformen og de nye arbejdstidsregler må en kommende ny regering sætte sig for at tegne en lysere fremtid for vores folkeskole. Som det ser ud nu, hænger det ikke sammen for lærerne landet over. Ændringen af lærernes arbejdstidsregler, udenom lærerne selv, var et uskønt træk, som mest af alt var en mistillidserklæring til lærerne. De nye regler besværliggør muligheden for fleksibel og kvalificeret forberedelse. Potentielt kan dette have ødelæggende effekt på engagement og kreativitet i forberedelsen. Det underminerer folkeskolen som vores børns grundlag for medborgerskab og dannelse. Vi bør sikre den enkelte folkeskolelærer frihed til selv at tilrettelægge sin arbejdstid. En vigtig agenda for den kommende regering må være at fjerne konkurrencestatslogikken fuldstændigt fra folkeskolen. Vores folkeskole bør ikke være en institution, hvor krav til kvantitet og testresultater står i vejen for kreativitet, medborgerskab, dannelse, kunst og kultur. Den bør være et sted, hvor børn uddannes til at blive i stand til at omsætte viden og indsigt, så det skaber værdi for andre. Et sted, hvor man lærer at tænke selvstændigt, og hvor der er plads til fordybelse. I Alternativet ønsker vi at sætte folkeskolen fri, forstået på den måde, at der bør være større frihed til at den enkelte skole lokalt planlægger mere af arbejdet og dagligdagen. Vi ønsker flere håndværksfag, iværksætteri, kunst og kultur på skoleskemaet, og vi ønsker at gøre op med målstyring og de mange nationale tests. Det er ikke i sig selv dårligt at måle på præstationer, men enhver måling bør komme børnene og lærerne direkte til gode frem for at skulle anvendes til sammenligninger på tværs af skoler eller landegrænser. Lad os få tilliden til lærerne tilbage. Og lad os have store visioner for fremtidens folkeskole som en skole for hoved, hænder og hjerte. Sæt folkeskolen fri, og vi vil få lærere, der atter kan fokusere på det, de brænder for; at undervise. Sæt folkeskolen fri, og vil se vores børn blomstre op i trygge rammer, hvor der er tid til fordybelse og hvor betingelserne for indlæring er optimale. Sæt folkeskolen fri, og vi vi opleve, at vores børn udvikler et stærkt fundament for at klare livets udfordringer uden for klasselokalet.

Ikke alle patienter er kræftpatienter

For nylig udtalte kræftlæger fra Vejle Sygehus, at 90 procent af dyr og livsforlængende behandling er forgæves. Argumentet om, at patienter skal have ret til dyr og livsforlængende medicin taler til følelserne og ikke til den etiske sans. Det er langt fra alle, som har glæde af den livsforlængende medicin. Mange kæmper med voldsomme bivirkninger og opnår ikke et længere liv. Samtidig betyder det store fokus på kræftpakker og screeningsforløb, at andre sygdomsområder nedprioriteres. Senest har det nye tarmscreeningsprogram blandt andet medført, at hvor patienter med tarmbetændelse i 2013 ventede en uge på at få foretaget en koloskopi på Hvidovre Hospital, så venter de i dag mindst fire måneder. Derfor virker det også helt hen i vejret, når blå blok foreslår en fjerde kræftpakke. Enhver, der har indblik i, hvordan kræftpakkerne fungerer i dag, vil vide, at det stort set ikke kan gøres hurtigere. Med det heftige krav til effektivitet følger alt for mange eksempler på dårlig og forhastet kommunikation med patienterne, og dét er i sig selv en udfordring, som vi bør tage alvorligt. Når politikere råber højt om den enkeltes rettighed til hurtig behandling – og særligt grad den enkelte kræftpatients rettighed – så ignorerer vi den etiske forpligtigelse, vi som samfund har til at tage os af alle patienter – med eller uden stærke patientforeninger i ryggen. Der er brug for et prioriteringsinstitut, som ud fra etiske og faglige perspektiver rådgiver politikerne om de hensigtsmæssige sundhedsmæssige prioriteringer, der kommer flest muligt til gode.

Syges gavn af cannabis

Hver 14. dansker har enten selv brugt medicinsk cannabis eller kender en, som har gjort. 7 ud af 10 danskere vil gøre medicinsk cannabis lovligt. I pressen hører og ser vi igen og igen historier om helt almindelige lovlydige danskere, der bryder loven, når de indkøber cannabis på det sorte marked – ofte i form af cannabisolie – til medicinsk brug. Mange er cancerpatienter, der bruger cannabisolie smertelindrende, andre er sclerosepatienter, for hvem cannabisolie har en muskelafslappende effekt. For de fleste fungerer det smertelindrende uden de mange bivirkninger, som mange former for smertestillende medicin har. Ikke mindst i DR2-dokumentaren, ’Syge danskere på hashmedicin’ var det hjertegribende tydeligt, hvor frygteligt det er for patienterne og deres pårørende at måtte se sig nødsaget til at bryde loven for at få lov til at lindre smerter på den måde, deres krop bedst tåler det.

De tal og historier taler for sig selv. Alligevel vil regeringen ikke lovliggøre medicinsk cannabis. Adspurgt har f.eks. Socialdemokraternes sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, flere gange anført, at han som sådan ikke er imod medicinsk cannabis, men at Sundhedsstyrelsen ikke har modtaget ansøgninger om markedsføring af medicinsk cannabis, fordi der er strenge krav til medicinsk evidens for nye præparater. Men det er visionsløst at lukke debatten med dette argument. Alternativet ønsker at gøre det lovligt for praktiserende læger at udskrive medicinsk cannabis. Hvis det er nødvendigt at ændre på lovgivningen for at muliggøre dette, må det være det, vi skal gå efter. Det kan passende give anledning til en nødvendig kritik af det danske sundhedsvæsens ensidige fokus på medicinsk evidens.

Sundhedsstyrelsen gør i en rapport om medicinsk cannabis fra 2014 opmærksom på at man, for at få tilladelse til at markedsføre et medicinsk præparat i Danmark, blandt andet skal kunne dokumentere kliniske forsøg på mennesker efter strenge medicinske krav til evidens. Disse indebærer bl.a. at der skal gennemføres randomiserede, kontrollerede forsøg og forsøg med placebopræparater. Det koster mange penge, som det ofte kun er medicinalvirksomhederne, der har, og det tager lang tid.

I Holland har man i mere end 10 år haft en særlig ordning, der giver læger mulighed for at udskrive medicinsk cannabis ud fra en symptomliste, som er udarbejdet på baggrund af individuelle observationer fra læger og patienter. En hollandsk læge kan kun udskrive medicinsk cannabis, hvis standardbehandlingen og registreret medicin er virkningsløs eller giver for mange bivirkninger.

I Holland kan og tør de altså godt! I Danmark ser det helt anderledes ud. Vores rigide syn på evidensbaseret praksis i sundhedsvæsenet spænder ben for en masse patienters potentielle gavnlige erfaringer med cannabispræparater. Dertil kommer, at en lang række helt almindelige borgere, som køber cannabispræparater på det sorte marked, kriminaliseres.

Der er behov for et opgør med de strenge krav til evidensbaseret praksis. Eksemplet fra Holland er et levende bevis på, at evidens baseret på praksiserfaringer og -observationer kan fungere glimrende i et moderne sundhedssystem. I den socialfaglige verden er de kommet rigtig langt med brug af praksisbaseret evidens til at vise vejen for de rette socialfaglige indsatser. Sundhedsvæsenet halter langt bagefter på grund af en forstokket forståelse af evidens. Så når Socialdemokraterne afviser med reference til lovgivningen, så er det reaktionær politik. I øvrigt er eksperimentel behandling til kræftpatienter – som ikke lever op til samme krav til videnskabelig dokumentation som standardbehandlinger – jo allerede tilladt i Danmark. Så helt umuligt er det næppe at lovliggøre medicinsk cannabis på andre grundlag end de strenge krav til medicinsk evidens. Hvis de kan i Holland, kan vi også. Det kræver blot politisk mod til at turde sætte sig op imod et forstokket sundhedsvæsen og en stærk medicinalindustri. Lad os lytte til vores patienter og deres erfaringer – de er trods alt de bedste eksperter i deres egen sygdom.

Fem eksempler på mistillid

I 2005 boede og arbejdede jeg i Guatemala. På det tidspunkt var det guatemalanske demokrati pure ungt. En meget blodig borgerkrig sluttede i 1996, og befolkningen bar efterfølgende rundt på dugfriske minder om blodige nedslagtninger af hele landsbyer og offentlige lynchninger. I alt 200.000 mennesker mistede livet i borgerkrigen. Af dem var 83% mayaindianere – brutalt dræbt af den guatemalanske hær.

Når jeg talte om politik med guatemalanerne var deres demokratiske forbillede den skandinaviske velfærdsmodel. Det var også den model, der blev forsøgt etableret af den unge guatemalanske regering. Men af en afgørende grund gik det galt: Mistillid. Der var absolut ingen tillid til politikerne, særligt ikke fra den mayaindianske befolkning. Heller ikke befolkningen imellem var der tillid – ingen stolede på, at den anden ikke havde skumle bagtanker. Når jeg besøgte landsbyer i højlandet og forsøgte at spørge lokalbefolkningen om deres oplevelser fra borgerkrigen lukkede de i som østers, for hvad ville jeg mon egentlig?

Hvorfor er det relevant? Det er det fordi jeg fornemmer en overhængende fare for, at vores velfærdsmodel – en model, som altid først og sidst har hvilet på tillid – i disse år er i alvorlig fare for at undergrave sig selv og sin egen præmis.

Fem eksempler på mistillid

Hvor ser jeg disse faresignaler? Det gør jeg bl.a. på de fem følgende politikområder:

1) Flygtninge og indvandrere. Socialdemokraternes meget omtalte kampagne med slogans som ’Kommer du til Danmark skal du arbejde’’ bygger på mistillid som udgangspunkt. Som sådan er der jo ingen – i hvert fald ikke så vidt jeg er orienteret – som ikke mener, at alle skal bidrage til fællesskabet. Det samme budskab ville med en tillidsretorik hedde: ’Kommer du til Danmark vil vi gerne hjælpe dig med at finde et arbejde’!

2) Kontanthjælp. De strenge krav om at arbejde for kontanthjælpen, bl.a. i form af en nytteindsats, signalerer en grundlæggende mistro til kontakthjælpsmodtageren. Senest hørte vi fra gadejurist Nanna Gotfredsen historien om den svært syge mand, som – på trods af at hans ben stort set ikke kunne bære ham hen på jobcentret – skulle møde op til en samtale hvis han ville opretholde sin kontanthjælp.

3) Hospitalernes hovedløse bureaukrati. De danske hospitaler gennemfører jævnligt akkrediteringsrunder, hvor der måles på et antal parametre med henblik på at få et fornemt stempel og kunne sammenligne sig med andre hospitaler. Jeg arbejder i hospitalsverdenen, og jeg ved, hvordan alle løber forvildet rundt i ugen op til akkrediteringsbesøgene for at få alt på plads, så det fine stempel kan sættes. Jeg mangler stadig at se, hvordan akkrediteringen kommer patienter og personale til gode. Dansk Sygeplejeråd vurderer at sygeplejersker dagligt bruger 26 minutter dagligt på unødig dokumentation. Det er godt nok meget ud af en 8 timers arbejdsdag!

4) Folkeskolereformen. Selv om der er fine takter i folkeskolereformen – f.eks. mere idræt – er den grundlæggende set udtryk for mistillid overfor, om lærerne nu ikke skulker, når de tager hjem efter at have afsluttet dagens undervisning. I stedet skal de nu blive på skolen indtil de – nu karikerer jeg – ’får fri’. Hvor har jeg hørt mange folkeskolelærere fortælle, at de har mere frihed om aftenen nu, og at det da er meget fedt – men at deres undervisning er blevet kraftigt forringet.

5) Nationale tests i folkeskolen. Lærerne igen. Havde vi tillid til, at de gjorde deres arbejde godt nok, behøvedes ikke nationale tests og PISA-sammenligninger med Kina. Tænk, hvis vi stolede på at lærerne gav vores børn et dannende, skabende, fagligt, demokratisk og kreativt folkeskoleforløb i stedet? Så tror jeg nok vi ville se en bunke børn, som forstod at succes ikke kun handler om at få gode karakterer.

I Alternativet vil vi sætte folkeskolerne fri og lade lærerne vurdere, hvordan vores fremtidige samfundsborgere bedst lærer; vi vil sætte hospitalerne fri, så de kan bruge de knappe ressourcer på deres kerneopgave; vi vil tilbyde en basisydelse uden mistillid i stedet for kontanthjælp; vi vil møde flygtninge og indvandrere med de samme forventninger, som vi møder andre med – og med de samme håndsudstrækninger.

Vi har nu over en årrække bevæget os fra et tillidssamfund til et konkurrencesamfund. Det er katastrofalt for den danske velfærdsmodel. En sådan krise kan overleves, hvis krisen er tilstrækkelig kort. Problemet er, at den nuværende krise har været på spil siden årtusindeskiftet. Jeg tror slet ikke, det er gået op for den danske befolkning – og endnu mindre for de danske politikere – hvor alvorlig situationen er. Vi er tæt på at den tillidsbaserede velfærdsmodel, vi kender, og som vi kalder vores, risikerer at kollapse til fordel for en model styret af mistillid og kontrol.

Er det der vi vil hen? Ikke mig. Det er ikke det Danmark, jeg kender. Men det er det Danmark, mine børn kender. Hvor ville jeg gerne, at de kunne opleve det Danmark, jeg kendte da jeg var i samme alder – det, der var bygget på tillid.

En intelligent afbureaukratisering er central for debatten om prioriteringer i sundhedsvæsenet

I et indlæg i Altinget d. 18. marts skriver Lise Müller (SF) at der er behov for at træffe nødvendige politiske prioriteringer på sundhedsområdet – også selv om prioriteringerne er upopulære. Det gælder f.eks. det vanskelige dilemma om, hvorvidt dyr medicin med sparsom effekt skal tages i anvendelse. Müller adresserer også problemet med overbehandling og overdiagnosticering; herunder den stærke lobbyisme blandt patientforeninger og lægemiddelindustri.

I Alternativet er vi i dén grad på linje med Lise Müller, og det glæder mig, at det ser ud til at vi kan finde fælles fodslag med SF på dette område. Det er vores holdning at der bør oprettes et nationalt prioriteringsinstitut, som består af uvildige fagpersoner. Disse skal, ud fra nøje granskning af sundhedsfaglige indsatsers effekt og omkostninger, udstikke retningslinjer for behandlingstiltag i Danmark. Det er simpelthen nødvendigt at der på politisk niveau træffes overordnede prioriteringsbeslutninger. Det kræver mod og det vil give modstand, men det er ikke fair – hverken overfor lægen eller overfor patienten – at det er den enkelte læge, der i individuelle tilfælde skal træffe beslutning om, hvorvidt dyr medicin skal anvendes eller ej.

Også nødvendigt med en afbureaukratisering

For nylig har vi set at regionerne sender nye sparekrav ud til hospitalerne. Der er intet der tyder på, at sundhedsudgifterne bliver færre i fremtiden. Derfor er et prioriteringsinstitut nødvendigt. Men en anden helt central øvelse bliver at se på, hvordan vi kommer en stor del af bureaukratiet på de danske hospitaler til livs. Ifølge Dansk Sygeplejeråd bruger en almindelig sygeplejerske 1 time og 40 minutter dagligt på dokumentation – heraf vurderer rådet de 26 minutter som unødvendig dokumentation.

Der er slet ingen tvivl om, at der bruges alt for meget tid, for mange veluddannede kræfter og for varme hjerter inde bag uniformerne på at registrere og dokumentere indsatser og kvalitetssikringer. I Alternativet vil vi gerne sætte hospitalerne fri. Ressourcerne på hospitalerne skal anvendes til det, de er dygtige til – at forebygge, behandle og lindre. Ikke til at udforme politik på glittet papir, som det forventes at hospitalspersonalet læser og implementerer, på trods af at de ikke engang har tid til at spise frokost. Heller ikke til at løbe rundt for at sikre at alt er i orden, når akkrediteringsfolkene kommer anstigende – med det primære formål at opnå et fornemt stempel. Såvel som på andre resortområder skal vi fjerne al unødig kontrol. Kontrol koster ressourcer og hæmmer det den tillid, som vores velfærdssystem er så afhængigt af. Som system bør vi have tillid til at den læge eller sygeplejerske, som egenhændigt har valgt sin uddannelse, og som har gennemført et kvalificeret uddannelsesforløb, gør sit arbejde ordentligt.

I Holland har non-profit organisationen Buurtzorg Nederland revolutioneret ældreplejen med en model, hvori der er skåret kraftigt ned på det administrative niveau, mens kvaliteten af plejen, herunder den tid, sygeplejerskerne er sammen med borgerne, er forbedret. Kun 30 administrative medarbejdere supporterer 7.000 sygeplejersker, og der findes stort set ingen mellemled i organisationen. Udover meget mere tid til borgerne og langt færre udgifter til administration, har metoden medført 60% mindre sygefravær og 33% mindre turnover end andre plejeorganisationer i Holland.

Smid ikke barnet ud med badevandet

Regnestykket ser helt sikkert anderledes ud, hvis man applicerer det på et helt sundhedsvæsen som det danske. Vi bør nemlig huske på, at udover det, vi kunne kalde ’formålsløs’ dokumentation – som ender i skuffer og skabe eller tastet ind i systemer, som igen anvender til noget – foregår der også dokumentation med stor nytteværdi. Eksempler er praksiserfaringer og -rutiner, som dokumenteres med henblik på forskning i, hvorledes fremtidig praksis kan forbedres. Som leder af Videnscenter for Patientstøtte ved jeg fra min egen hverdag, hvor centralt det er for vores arbejde med at forbedre den psykosociale og eksistentielle støtte til patienter og pårørende, at det personale, der deltager i vores projekter, dokumenterer deres praksis såvel som de forandringer i praksis, som vores interventioner medfører. Dokumentation med sådanne formål, der kommer patienter eller sundhedspersonalet til gode, er vigtigt at holde fast i.

Uden at kende til eksakte tal for de forskellige dokumentationsopgaver er mit gæt dog, at sådanne former for dokumentation kun udgør en brøkdel af det samlede dokumentationskrav på de danske hospitalsafdelinger. Derfor er der uendeligt meget at hente gennem en afbureaukratisering. Til en start kan vi lade os inspirere af erfaringerne fra Holland. Det giver bonus på alle platforme: læger og sygeplejersker får lov til at udføre det arbejde, de rent faktisk er uddannet til, patienter oplever at læger og sygeplejersker har mere tid til dem, arbejdsglæden øges og det er ikke utænkeligt, at antallet af utilsigtede hændelser falder. Og så er der pludselig nogle flere ressourcer som kan anvendes i det svære prioriteringspuslespil.

Sundhedsvæsenets varme hænder er blevet forkrampede

Debatindlæg bragt i Dagens Medicin fredag den 27. marts 2015.

De hænder, vi i dagens sundhedsvæsen tilbyder vores patienter, er blevet om ikke kolde, så i hvert fald forkrampede.

De betjener maskiner og indtaster tal og holder alt for sjældent trøstende om andre hænder. Det er ikke hændernes ejermænds skyld, men kan derimod tilskrives et system med stigende fokus på effektivisering og konkurrencelogik.

For nogen tid siden talte jeg med en patient, lad os kalde ham Jakob, der som følge af leukæmi havde været igennem en knoglemarvstransplantation. Jakob fortalte om sin oplevelse af karikaturen på den dårlige læge, der kiggede ind i sin computer, mens hun fortalte ham, at han da måske godt kunne få en transplantation, men at det ikke var sikkert, at han skulle have en. I Jakobs ører betød det, at transplantationen var lig med liv, mens ingen transplantation var lig med død. Det er bare et eksempel ud af rigtig mange fra min hverdag.

Også i mediebilledet støder vi ofte på historier fra patienter, som efterlyser mere menneskelig omsorg i sundhedssystemet. I et debatindlæg i Information 15. januar kaldte en far sin søns møde med sundhedsvæsenet for ’absurd teater’; i et interview i Politiken 9. august 2014 siger en pårørende således: »Der har ikke været en eneste samtale eller så meget som en folder fra hospitaler om, hvad det vil sige at være pårørende. Hospitalet bruger deres knappe ressourcer der, hvor det redder liv.«

Den græske filosof Hippokrates formulerede i lægeløftet, at lægen skal ’stundom helbrede, ofte lindre, altid trøste, aldrig skade’. Det er min påstand, at kerneydelsen i det danske sundhedsvæsen over de seneste par årtier har bevæget sig fra dette flerfacetterede formål; nemlig at behandle og lindre og trøste til i dag stort set udelukkende at bestå af den medicinske behandling. Vores sundhedssystem kan ende i alvorlig krise, hvis vi ikke meget snart genindfører støtte og omsorg som dele af kerneydelsen i vores sundhedsvæsen. Vejen hertil er mere tid og etik i relationen mellem patient og behandler.

I januar udsendte Sundhedsministeriet en pressemeddelelse under overskriften ’Sygehusene forbedrer produktiviteten’ (16. januar 2015). I den forbindelse skrev Region Hovedstaden i en pressemeddelelse, at »produktivitet er et mål for at sammenstille hospitalernes aktivitet med de udgifter, der bruges på at skabe denne aktivitet. Kort sagt: Hvor meget sundhed man får for pengene«.

Læs lige det igen! Bag sådanne udtalelser ligger et ensidigt fokus på økonomisk produktivitet. Et fokus, der er baseret på en blåøjet tro på, at konkurrencestaten er den bedste drivkraft for effektive behandlingsforløb. Kerneydelsen i sundhedsvæsenet bliver reduceret til at behandle sygdom. Men når man arbejder med alvorligt syge patienter og hører om deres angst og bekymringer og konstante forsøg på at navigere korrekt i et væsen, hvor alle har travlt, og der bliver talt et sprog, de ikke forstår, så råber det til himlen, at vores opgave rækker langt ud over den medicinske behandling. Vi skal også kunne lytte til patienternes bekymringer, gå i dialog, selvom vi ikke har færdige svar på de svære spørgsmål, lægge en hånd på en skulder, når det er nødvendigt, og forsøge at sætte os ind i, hvordan verden tager sig ud med patientens blik. Et sundhedsvæsen er ikke et system, der består af isolerede mekanismer, som kan betjenes effektivt hver for sig. Det er et interagerende, humanistisk system, som består af mennesker. Patienter, pårørende og sundhedspersonale.

Når hver fjerde patient i en undersøgelse fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed fra 2014 udtrykker, at de har spørgsmål og bekymringer, som de ikke får talt med personalet om, fordi de synes, det virker, som om personalet har meget travlt, så bør vi som sundhedssystemet tage dette endog meget alvorligt.

Mere etik ind i sundhedsuddannelserne og mere tid til patienterne koster penge. Og her kunne jeg skrive mig selv ind i en konkurrencestatslogik og argumentere for, at de udgifter ville blive tjent ind over tid. Det kan godt være, de vil det, det har jeg intet belæg for at påstå. Men det er et spørgsmål om prioritering, som vi bliver nødt til snart at tage op med udgangspunkt i de mange patienter og pårørende, som efterlyser mere tid og medmenneskelighed i relationen mellem patient og behandler, og i de sygeplejersker og læger, som løber rundt, ofte ikke når at spise frokost, møder op til sygemeldinger hver morgen, ikke kan finde vikarer, og jeg kunne blive ved. Det er, om nogen, en erhvervsgruppe under et pres, de fleste af os andre for længst ville være bukket under for.

I et af de mest berømte citater fra ’Den etiske fordring’ siger den danske teolog og filosof Løgstrup, at den enkelte aldrig har med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sine hænder. Det er præcis sådan, det føles at være alvorligt syg patient: Man er i andres hænder, om man har lyst til det eller ej. Og de hænder bør være varme og favnende.

Det alternative felt skal respekteres

Læserbrev bragt i Information den 5. marts 2015.

Informations artikelserie om alternativ behandling i februar måned fremstiller det alternative felt som uvidenskabeligt og effektløst – dog med undtagelse af placeboeffekten. I en tid, hvor over halvdelen af danskerne har prøvet alternativ behandling, fremstår artikelserien som en visionsløs reproduktion af den klassiske naturvidenskabelige kritik af det alternative felt som virkningsløs kvaksalveri.

Naturvidenskaben dominerer til stadighed sundhedsområdet som en anden religion med dens krav til evidensbaserede metoder. Samtidig hører vi igen og igen patienterne beklage sig over manglende forståelse for deres tro på komplementære tilgange til behandling. Mange patienter giver udtryk for, at de i sundhedsvæsnet bliver frarådet alternativ behandling, hvilket medfører, at de ofte undlader at nævne for deres læge, hvis de opsøger alternative behandlere.

Men sundhed og sygdom er meget mere komplekse størrelser end den konkrete medicinske intervention. Hvordan det virker, er for mange patienter et mere frugtbart spørgsmål, end om det virker. Det alternative felt er ikke problemfrit, det er om noget en broget forestilling. Men af respekt for de mange tusinde patienter, som tror på og har glæde af alternative behandlingstilbud, fortjener området at blive behandlet med værdighed af pressen.

Patienten i centrum

Ikke ukritisk, men respektfuld behandling. Hvis vi virkelig mener det, som vi skriver med store bogstaver, nemlig at patienten skal i centrum, så bør vi også lytte til patientens tro på og oplevelser af eksempelvis alternative behandlingsformer.

En helt konkret tilgang til dette er at fokusere på praksisbaseret evidens frem for evidensbaseret praksis. Forskellen er, at den praksisbaserede evidens fortløbende måler patientens virkning af interventionerne og på samme tid danner grundlag for justeringer af relationen mellem patient og behandler.

Den amerikanske psykolog Scott Miller har udviklet fremragende redskaber til denne praksis. Ved hjælp af praksisbaseret evidens kan vi som sundhedsvæsen tage patienterne alvorligt og samtidig bevare den kritiske tilgang til alternative behandlingsformer. Der er intet til hinder for – og på høje tid – at sundhedsvæsnet får øjnene op for nye forståelser af evidensbegrebet, og samtidig fastholder respekten for vores patienters alternative valg og præferencer.