Mærkesager

Demokrati og frihed                         

Kampen for demokratiet og frihedsrettighederne

I Folketingets vandrehal står følgende malet på murværket: Retsind, lovsind, frisind og storsind. De fire sind er det stillads, som det danske demokrati er bygget på. Men det danske demokrati er i krise. De senere år er både tonen og argumentationen i den offentlige debat, samt udviklingen i lovgivningen gået i en retning, som kompromitterer de fire sind. Med beklædningsforbud, friskolestramninger og skærpede regler for mennesker, der bor i særlige områder eller tror på noget bestemt, er både frisindet, lovsindet, retsindet og storsindet under alvorligt pres. Vi bevæger os i en retning, som med små, men alvorlige, skridt kompromitterer borgernes retssikkerhed. Og tonen i den offentlige debat er efterhånden blevet så brutal, at vi nu ikke længere diskuterer, hvad vi bør gøre ud fra et etisk anstændighedsperspektiv, men alene hvad vi kan gøre ud fra en vurdering af, om de politiske forslag er realistiske at gennemføre uden at overtræde menneskerettighederne eller Grundloven.

Samtidig baserer flere og flere politikere deres argumenter på fortællinger, som ikke er dokumenterbare fakta, men derimod baserer sig på fornemmelser, enkeltstående samtaler med borgere, eller blot personlige holdninger. Og ingen stiller spørgsmål ved præmissen for argumenterne. Det kan vi gøre bedre.

Vi risikerer at bevæge os fra at være en humanistisk stormagt, der hylder mangfoldighed og pluralisme til en nationalkonservativ lilleputstat, der lukker sig om sig selv, og som i højere og højere grad baserer lovgivning på faktaløse holdninger.

I Danmark er alle lige for loven. Det står i vores Grundlov. Og det må vi aldrig kompromittere. Derfor er en af de væsentligste politiske kampe i disse år at sikre vores frisind, lovsind, retsind og storsind.

Det vil jeg kæmpe for.

Sæt de offentligt ansatte fri

Alle er enige om, at bureaukratiet og instrumentaliseringen har taget overhånd. Vores lærere, sygeplejersker, jobcenter-medarbejdere, m.m., bruger alt for meget af deres tid på dokumentation og målstyring. Det skaber frustration hos de offentligt ansatte, da det er en grundlæggende forudsætning for ens faglige og personlig trivsel, at man har indflydelse på sit arbejde. Men også hos modtagerne – eleverne i skolen, børnene i børnehaverne, de arbejdsledige på jobcentrene. Det er uværdigt, som levende menneske at blive mødt med kasser, man skal passe ind i. Det kvæler enhver begejstring og tro på, at man kan gøre en forskel.

Derfor skal vi tage et radikalt opgør med instrumentaliseringen af de offentligt ansatte. På skoleområdet kan vi blive inspireret af Finland, som kun har en meget bred national rammelovgivning for deres skoler. Under denne ramme, er den enkelte skole fri til selv at definere, hvordan der skal undervises. Der er ingen krav om dokumentation af arbejdet fra hverken regering eller kommuner. Det skal vi også gøre i Danmark. Ikke kun på skoleområdet, men også i jobcentrene, på sygehusene, i børnehaverne, mm. Det skal være sådan, at de offentligt ansatte kan løfte hagen i stolthed over det arbejde, de har udført, når de går hjem om eftermiddagen. Det handler om frihed til at praktisere sin faglighed. Om tid til at udføre arbejdet ordentligt. Om rum til faglig sparring, så de offentligt ansatte kan udveksle praksiserfaringer og lære af hinandens gode resultater. Vi skaber kun en stolt og faglig stærk offentlig sektor ved at sætte de offentligt ansatte langt mere fri.

En anstændig flygtningepolitik og en aktiv integrationspolitik

Flygtninge

Hver gang vi i Danmark diskuterer flygtninge, bliver det ultimative spørgsmål altid: ’Hvor mange kan vi tage imod?’. Vi bliver nødt til at insistere på, at samtidig med, at vi naturligvis ikke bare skal åbne alle sluser i Danmark, så er det et umuligt spørgsmål at besvare – for det afhænger af, hvor stort behovet er. Kommer der en ny krise som den, vi har set – og desværre fortsat ser – i Syrien, så bliver vi nødt til, sammen med resten af det internationale samfund, at påtage os ansvaret for at hjælpe.

Jeg tror på en flygtningepolitik, som først og fremmest skal vejes på etikkens og humanismens vægt. I dag er det som om, vi kun diskuterer, hvorvidt løsninger er realistiske. Men det slår ikke an. Vi bliver også nødt til at diskutere, hvorvidt løsninger er anstændige og humane. Vi bliver nødt til at hjælpe mennesker i nød. Det er vores etiske ansvar. Vi skal ikke gøre det alene, nej, og netop derfor er det så uhyre vigtigt at Danmark presser på, for at EU laver en solidarisk fordelingsnøgle, som tager hensyn til landenes størrelse og velfærdsniveau. Samtidig skal vi etablere modtagecentre, hvor der kan søges asyl, på begge sider af Middelhavet, og hvorfra flygtninge skal fordeles til EU’s lande. Og vil man som EU-medlemsland ikke bidrage, så må man betale ved kasse 1. Eller trækkes i landbrugsstøtte. Som del af et internationalt samfund har man både pligter og rettigheder.

Integration

Vi skal blive langt, langt bedre til at integrere flygtninge i det danske samfund. Her skal både det private, det offentlige og civilsamfundet byde ind. For det er langt de færreste samfund i verden, hvis indbyggere er vant til at modtage ydelser uden at arbejde for dem. Jeg tror på at ethvert menneske eksistentielt gerne vil bidrage til fællesskabet. Derfor har vi i årtier gjort flygtninge en bjørnetjeneste ved at placere dem på passiv forsørgelse i alt for lang tid. Vi skal have en aktiv integrationspolitik, som naturligvis tager hensyn til særlige behov, men som gennem krav til deltagelse i samfundet giver vores nye danskere en følelse af at være til nytte og gøre en forskel. Vi har også – helt banalt – brug for arbejdskraften i Danmark. Hvis ikke det var for vores nye danskere, var der en lang række ufaglærte jobs, som vi ikke ville kunne finde arbejdskraft til.

Og så må vi ikke glemme, at nye mennesker, nye verdenssyn, nye kulturer, ny mad og ny musik beriger vores samfund.

Børn, uddannelse og familie

Den allervigtigste investering: Børnene

Det siger sig selv, at børn er vores vigtigste aktie. For de skal bære verden videre. Al forskning peger på, hvor vigtige de første leveår er for børns stabilitet og trivsel langt op i livet. Trygge og fagligt kompetente rammer giver trygge og robuste børn – og senere voksne. Derfor er det også skammeligt, at vi i et velfærdssamfund som det danske, ikke kan gøre det bedre på daginstitutionsområdet. Vi har dygtige pædagoger og institutionsledere. Men vi giver dem nogle utilfredsstillende rammer at arbejde under. Alt for ofte hører vi om børnegrupper, der er alene med kun én voksen. Daginstitutionsområdet har været udsat for besparelser og en stigende politisk indblanding over de senere år. Jeg mener, daginstitutionerne skal tildeles flere ressourcer, så vi kan få gode daginstitutioner med glade og trygge børn og tilfredse voksne, der kan stå inde for deres faglighed. Derfor bør vi tildele institutionerne ressourcer, så de som minimum kan leve op til BUPLs krav til minimumsnormeringer. Dog mener jeg ikke, at vi politisk bør bestemme, hvorledes den enkelte institution vælger at anvende de tildelte ressourcer.

 

Glade børn lærer bedst – uddannelse som begejstrer

Uddannelse og livslang nysgerrighed er hinandens forudsætninger. Når vi laver uddannelsespolitik skal vi først og fremmest spørge os selv: Hvad er formålet med uddannelse? For mig er formålet med uddannelse at sætte mennesket i stand til at skabe, til at mærke og handle på sin begejstring, til at forholde sig kritisk og nysgerrigt til sig selv og sin omverden, til at forstå, at man først og fremmet er del af noget større. Derfor skal uddannelse danne til fællesskab, lige så meget som det skal gøre os fagligt dygtige.

Jeg ønsker for det danske uddannelsessystem at det i langt højere grad end i dag – hvor det er baseret på en konkurrencestatslogik, hvor sammenligning og karakterræs er styrende – fungerer som et økosystem, hvor elevens hjerte (ånd), hænder (håndværk) og hoved (boglige kundskaber), spiller ligevægtige roller i et dynamisk samspil med andre elever, lærere, lokalmiljø, eksterne samarbejdspartnere, iværksættere, fagpersoner af alle mulige slags.

Hvad kræver det? Det kræver at vi forstår, at mennesker ikke lærer i takt eller på samme tidspunkt. Det kræver en langt mere organisk og individuel tilgang til, hvordan den enkelte elev lærer. Det kræver, at vi ikke bremser barnets kreative energi, som det kommer stormende ind i skolen med, ved at skrue gevaldigt ned for de kreative og håndværksmæssige fag tidligt i skolen, som vi gør det i dag. Tværtimod skal de musiske, kunstneriske og håndværksmæssige fag være obligatoriske helt fra 0. – 9. klasse. Kun på den måde skaber vi forudsætninger for, at alle børn får lov til at udfordre sig selv og kunne nå det højest mulige potentiale til gavn for sig selv og fællesskabet. Det kræver også, at vi én gang for alle gør op med præstations- og karakterræset. Karakterer er ikke dårlige i sig selv. Men det er den måde, hvorpå vi bruger dem i det danske uddannelsessystem i dag. Det skaber angst, mindreværd og mistrivsel hos alt, alt for mange unge mennesker. Derfor er det på tide at omlægge vurderingssystemerne i både folkeskolen og på ungdomsuddannelserne til kvalitative feedback-modeller.

 

Et mere autentisk nærvær i de danske familier

I hver klasse i skolen sidder der 1-2 unge, som føler sig ensomme og isoleret fra fællesskabet! Det er alt, alt for mange. Læg dertil, at et stigende antal unge mennesker tager medicin imod angst, depression, søvnløshed og andre lidelser, som for langt de flestes vedkommende desværre handler om, at de har ondt i livet.

Hvad skyldes det? Det er der ingen, der ved med sikkerhed. Mange peger på, at den stigende konkurrence om at se godt ud, få gode karakterer, have de rigtige venner, osv., er en årsag. Det skal vi naturligvis bekæmpe.

En af de væsentlige både opgaver og berigelser for en familie er, at man skal give sine børn et fundament at stå på, nogle værdier, som de måske ender med ikke at bære videre, men som i hvert fald giver dem en ramme for det fællesskab, de kommer ud af; nemlig deres familie. Som forældre er det vores opgave at være det sted, hvor vores børn kan føle sig trygge, blive set og anerkendt, men også udfordret på deres livsvalg og holdninger. Familien eller andre nære relationer er det sted, man altid ved, man har, uanset hvad; det sted, man kan vende tilbage til, når man har vovet sig ud på tynd is og prøvet kræfter med det, men ikke kender.

Men det kræver at familierne tager opgaven på sig. Det kræver, at nærværet er autentisk – og dermed også at vi ikke kun er fysisk sammen med vores børn, men også mentalt. Lige nu er mange familier udfordret, dels på tid og dels på autentisk nærvær. Vi skal arbejde mindre – ikke kun for at fordele det arbejde, der er, på flere hænder, men også for at have mere tid til de nære relationer. Og så skal vi øve os i at lægge vores telefoner og andre devices væk, så vi reelt set er til stede – i form af øjenkontakt og egentlig opmærksomhed – sammen med vores nærmeste. Meget af det kan vi påvirke politisk, f.eks. ved at arbejde for en 30-timers arbejdsuge. Men noget af ansvaret for at være autentisk til stede ligger alene hos forældrene. Det skal vi også blive bedre til at turde sige og tage alvorligt.

Miljø

Rent drikkevand og rene fødevarer til vores børn og børnebørn, tak.

I debatten om økologi versus ikke-økologi hører man tit argumenter for, at vi jo gør det meget godt i Danmark. Vi ligger i front på økologi på verdensplan. Vi sprøjter vores marker mindre end nogle af vores naboer. Vi er bedre til dyrevelfærd end vores naboer.

Ja, det er fint. Men det må aldrig blive en sovepude. Faktum er, at der er fundet pesticidrester i én ud af fire af de danske drikkevandsboringer og i hver tiende er forureningen over den tilladte grænse! Det er ikke bare lidt alvorligt, det er dybt alvorligt. Det er det vand, som vores børn og børnebørn drikker direkte fra hanen. Hvis vi vil bevare det rene danske drikkevand, skal vi sætte ind nu. Hellere i går end i dag. Derfor vil jeg arbejde for et langt mindre forbrug af sprøjtemidler på de danske marker.

Jeg vil kæmpe for at den mad, vi spiser, og det vand, vi drikker, er rent og bæredygtigt. Hvorfor skal vores børn drikke forurenet vand og spise mad med sprøjterester, når de kan drikke og spise rent vand og fødevarer? Forskere mistænker faktisk, at den stigende andel af danske drengebørn, der fødes med kønsmisdannelser og dårlig sædkvalitet, blandt andet skyldes syntetiske kemikalier i landbrug og industri.  Det er alt for alvorligt til at vi bare ser passivt til. Vi skal hæve incitamentet for at dyrke økologiske fødevarer gennem at hæve afgiften på pesticider og gøre det mere fordelagtigt for landmændene at omlægge til økologi.